50.000 medlemmer af ezidisamfundet nåede at flygte op på Sinjarbjerget 3. august 2014, da IS-jihadister angreb Sinjar og byens omkringliggende landsbyer. Billedet er taget nær den syriske grænse 11. august 2014. (Foto: Rodi Said/Reuters) Foto: RODI SAID
Håbet svinder for ezidierne på Sinjarbjerget
Allan Sørensen Af Allan Sørensen
30. juli 2016, 20:00
To år efter flugten fra Islamisk Stats jihadister bor næsten 25.000 ezidier stadig på Sinjarbjergets nøgne plateau. Deres hjembyer ligger i ruiner eller kontrolleres stadig af IS.
På den stejle og snoede vej mellem Sinjar by og Sinjarbjerget, står bilvragene i vejsiden som de eneste mindesmærker for det folkemord, der fandt sted for præcis to år siden.
Vragene gør de hårrejsende beretninger om 3. august 2014, hvor alt ændrede sig for Iraks ezidi-mindretal, lettere at se for sig. De efterladte biler fortæller, hvor hektisk ezidiernes flugt op på Sinjarbjerget var, da Islamisk Stats jihadister trængte ind i Sinjar og de omkringliggende landsbyer og spredte død og ødelæggelse.
Mange af bilerne kunne ikke klare turen op ad bjerget, fordi de var overfyldte. Andre biler blev skudt i smadder af IS-jihadisterne nede fra byen, så de flygtende ezidier måtte løbe for livet. Forældre med børn i favnen. Storebrødre med mindre søskende på ryggen.
Alle de, der ikke nåede at flygte op på Sinjarbjerget den dag i august for to år siden, endte med at blive taget til fange af Islamisk Stat. Mændene blev stillet op på rækker og skudt. Kvinder og piger blev læsset på busser og fragtet til markedet i Mosul, hvor de blev solgt som sexslaver.
Mindst 3.200 ezidipiger og -kvinder meldes stadig savnet, efter de blev solgt som sexslaver til Islamisk Stat. I dagene efter 3. august 2014 myrdede IS mindst 5.000 ezidimænd. En række massegrave er blevet fundet omkring byen Sinjar. Flere end 200.000 nåede at flygte fra Sinjarområdet, inden IS nåede frem, 50.000 af dem flygtede op på Sinjarbjerget.
Læs også: Seks angreb på to uger: Terrorbølgen i Europa er ikke tilfældig
I sikkerhed i irakisk Kurdistan
De overgreb markerede begyndelsen på det, der nu både af FN og Europa-Parlamentet betegnes som et folkemord på Iraks ezidibefolkning.
Det var de samme dage i august, der lagde fundamentet til den internationale koalitions krig mod IS. Fire dage efter ezidiernes flugt op på Sinjarbjerget sagde præsident Barack Obama, at USA ville bombe IS-stillinger for at forhindre en mulig massakre.
Sammen med kurdiske soldater var USA med til at åbne en korridor, så mange af ezidierne kunne komme ned fra bjerget og i sikkerhed i irakisk Kurdistan.
Men3. august 2014 var også dagen, hvor mange irakiske ezidier indså, at de aldrig vil være i stand til at flytte tilbage til landsbyerne uden beskyttelse. Den følelse har mange af de 25.000, der stadig bor på bjergets høje plateau,endnu.
Læs også: Islamisk Stat dræber mindst 24 civile i syrisk landsby
»Forklaringen er enkel,« siger 18-årige Sermat, der har boet på bjerget siden 3. august 2014.
»Alle de arabiske indbyggere hjalp Islamisk Stats jihadister, da de ankom til landsbyen Khatuniyeh,« fortæller han.
»Jeg så, hvordan de var med til at fange en gravid kvinde, der forsøgte at flygte. Og jeg kender en pige, som blev taget af vores arabiske naboer,« siger han med lav stemmeføring.
Som alle andre ezidier på Sinjarbjerget er hans stemme mere mærket af traumer end af vrede. Han er alt andet end aggressiv, når han taler om Islamisk Stats gerninger. Ikke fordi han har tilgivet nogen for noget. Han ville brænde IS-jihadisterne levende, hvis han kunne.
Men hans egen og ezidisamfundets fremtid er vigtigere for ham end hævn. De to år på bjerget har gjort ham kynisk, ikke mindst over for det internationale samfunds vilje til at hjælpe.
Læs også: Røde Kors: Kampen om IS-højborg kan sende en million på flugt
Han beskylder journalister for at promovere sig selv på ezidiernes bekostning. Han beskylder politikere for at komme med falske løfter. Og det er ham ubegribeligt, at der stadig er mange, der tøver med at anerkende overgrebene mod ezidierne som et folkemord.
Han sætter ord på ezidiernes største udfordring ved at turde tale om fremtiden. For selv når IS bliver drevet ud af de mange landsbyer, man kan ane i horisonten bag Sinjar, vil mange ikke turde rejse tilbage. De tør simpelthen ikke genoptage naboskabet med alle de arabere, der hjalp IS med at udføre et folkemord.
Sinjar ligger i ruiner
Det er en af forklaringerne på, at kun 15 familier er flyttet tilbage til Sinjar, efter Islamisk Stat blev drevet ud af byen i december 2015.
Den anden forklaring er, at byen ligger i ruiner. Mere end et halvt år efter koalitionens og kurdernes militære sejr, ligger der stadig murbrokker og glasskår i gaderne. Hele huse er jævnet med jorden, og de tunnelsystemer, som IS-jihadisterne nåede at grave, løber som underjordiske netværk under de overjordiske ødelæggelser.
Der skal milliarder af kroner til at få Sinjar til at ligne sig selv igen. Det samme gælder hver eneste by og landsby, der bliver befriet fra Islamisk Stat.
Læs også: Er vi ved at drukne i frygt for terror?
Også her står ezidierne svagere end mange andre. For efter den internationale opmærksomhed ezidierne fik i forbindelse med flugten til Sinjarbjerget, er mange internationale donorers opmærksomhed blevet nu rettet mod andre udfordringer.
For manges vedkommende var ezidierne et overstået kapitel den dag, de fik muligheden for at flygte væk fra bjerget. Og i krigen, der stadig buldrer hen over den syrisk-irakiske grænse, er der konstant nye akutte situationer, der kalder på nødhjælpsorganisationernes indsats.
I praksis betyder det, at der i øjeblikket kun er to nødhjælpsorganisationer, der hjælper ezidierne på Sinjarbjerget. Den ene er den kurdiske Barzani Foundation,den anden er danske Mission Øst, der for eksempel har påtaget sig at vedligeholde en vandpumpestation, der blev efterladt i forfald af en anden international hjælpeorganisation.
»Ezidierne har brug for oprejsning«
»Vi kan hjælpe materielt og til en vis grad også mentalt, men ezidierne har altså brug for oprejsning. De har brug for at mærke, at der stadig er retfærdighed til. Og det får de, når verdenssamfundet anerkender de forbrydelser, som Islamisk Stat har begået imod dem. Det vil give dem retsfølelsen tilbage, og det vil give håb om en bedre fremtid og styrke til at give sig i kast med det enorme genopbygningsarbejde, som venter forude,« siger Kim Hartzner, generalsekretær for Mission Øst.
Den materielle hjælp er nødvendig og bliver modtaget med glæde af ezidierne på bjerget. I byen Sinuni, der ligger lige nord for Sinjarbjerget, hjælper Mission Øst med at drive en skole for de tilbagevendende ezidiere.
Glæden over at være vendt hjem er tydelig hos mange. Drengene poserer foran en dør med IS-grafitti, hvor der står »IS vil altid være her«. Men ezidiernes traumatiske to år er mærkbar i klasseværelset. Nogle af de mindste piger får nærmest paniske angstanfald ved synet af fremmede. I to år har de hørt historier om, hvordan IS behandler piger. De har selv set fædre blive skudt og søstre blive mishandlet. De græder og skriger, og lærerne må berolige dem.
Læs også: Kan 40 år gammel teori forklare de ensomme ulve?
Stoler ikke på araberne
Som Kim Hartzner siger, er den materielle hjælp med til at holde ezidierne i live. Men de store spørgsmål om sikkerhed og retfærdighed er, hvad man snakker om i teltene.
»Min bedstemor sagde noget, jeg har taget til mig,« siger 43-årige Said Simo.
Han sidder i et telt med resten af sin familie og taler om fremtidsudsigterne for Iraks ezidiere.
»Hun sagde altid, at jeg skulle bede det internationale samfund om hjælp, hvis der skete noget. Vi kan ikke stole på araberne. Og personligt vil jeg foretrække, at vores landsbyer bliver gjort til en del af Kurdistan, når de er befriet fra IS. Så vil ezidierne få kurdernes og det internationale samfunds beskyttelse. Uden den vil vi ikke overleve blandt araberne,« siger han.
Said Simo flygtede selv til Sinjarbjerget i en bil. De var 15 personer iden, og som mange andre blev de nødt til at løbe det sidste stykke op ad bjerget, da bilen ikke kunne mere. Hans fætter blev skudt af Islamisk Stat, og kvinderne fra nabohuset blev sendt afsted som sexslaver.
I dag er to af hans sønner, Omar og Ibrahim, i en særlig militær enhed for ezidiere, der ønsker at bekæmpe Islamisk Stat.
De ved godt, at de ikke kan besejre IS alene. Men de ved også, at de ikke kan tillade sig at være uden nogetforsvar. For det, der skete for to år siden, kan ske igen.
