Henrik Kokborg: Singal by 8. januar 2016

I går beskrev jeg vores tur på Singal bjerget, hvor mange Yazidier flygtede hen for, at overleve det folkemord som Islamisk Stats soldater gik i gang med sommeren 2014.
I dag vil jeg forsøge at give jer et indblik i, hvorfor mange af dem stadig overlever på bjerget, selv om deres område blev befriet af de Kurdiske Pshmerga for ca. 2 måneder siden.
Efter at havde besøgt Yazidierne kørte vi til selve Singal by, som er ca. på størrelse ned Esbjerg. Før Islamisk stat angreb byen, var ca. 75% af indbyggerne Yazidier.
Vi nærmede os byen, og hurtig så vi tydlige spor af krigens gru. Mange små landsbyer var jævnet med jorden efter kampene. Hele området er meget øde og de eneste mennesker vi ser, er de Kurdiske Pshmerga.
Da vi køre ind i Singal by, møder der mig et syn, som overgår min vildeste fantesi. Så langt øjet række er der kun ruiner af byens huse at se. Stemningen i bilen bliver meget trykket, og tavsheden er larmende mens vi triller ind i byes gader.
Mohammed, der er med på turen, har selv kæmpet i Singal by og var med til at befri den 12. november 2015. Selv han blev tavs og meget mærket ved gensynet, men han havde også mistet flere af sine soldater på dette sted.
Aldrig har jeg set noget så ødelagt. Ud over ødelæggelserne har Islamisk Stats soldater efterladt sig listige fælder, der består af sprængstof, som man kan komme til at udløse ved at åbne en dør, flytte på en ting eller ved simpelthen at træde på et uheldig sted.
Derfor har de Kurdiske Phsmerga også travlt med, at lokaliserer fælderne, for derefter at fjerne dem. Overalt på vægge, døre og biler osv. står der skrevet med rød skrift ”pas på her er sprængstof fælder”.
Og da størsteparten ikke er fundet endnu, er det meget farligt at bevæge sig rundt i ruinerne.
Så da vi stod ud af bilen og gik rundt, var det da også med stor forsigtighed, og jeg fik hele tiden formaninger om, at passe på.
At stå midt i sådan en udbombet by, giver en følelse af overvældende håbløsehed. Stilheden er larmende og alt ligger øde hen.
Jeg kunne ikke lade være med af tænke på, hvordan denne ruin by nogensinde skulle komme til at summe af liv igen. Det vil koste milliarder at genopbygge byen og, hvor skal de flygtende Yazidier få de midler fra?
Der vil være et mangeårig behov for humanitær støtte, før disse flygtninge bliver i stand til at klare sig selv.
Først da jeg kom til Singal by forstod jeg, hvorfor Yazidierne stadig levede på toppen af bjerget under så umenneskelige forhold. Livet på bjerget er på trods mere sikkert end livet i byen i øjeblikket.
Det er svært, at forklare de massive ødelæggelser, og som Bakhtiar sagde på et tidspunkt ”man skal ha været her før man forstår. Jeg har set mange billeder i fjernsynet fra Singal, men det er først nu jeg forstår”
Jeg lader billederne tale for sig selv
Må gerne deles.