Kilde: Kristeligt Dagblad

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-08-20/yazidi-de-gav-os-valget-mellem-islam-og-d%C3%B8den


 

En enkelt landsbybeboers ”nej” til at konvertere til islam udløste massedrab fra Islamiske Stats side i landsbyen Kocho. Det fortæller overlevende fra det irakiske mindretal yazidierne

Da krigerne fra Islamisk Stat, IS, stormede en nordirakisk landsby og gav alle beboerne valget mellem omvendelse til islam og døden, var der kun en enkelt mand, der nægtede. Men det var ikke godt nok for disse sunni-oprørere, som er endnu hårdere end al-Qaeda. Krigerne har erobret det meste af Nordirak, efter at de ankom fra Syrien i juni, og spildte ikke tiden, efter at landsbyens leder (sheik) gik i brechen for sin yazidi-tro fra gammel tid.

Den arbejdsløse Khalof Khodede er far til fire børn og slap derfra med livet i behold. Han mindes, hvordan 80 mænd i landsbyen Kocho blev dræbt og alle kvinder og børn bortført.

Khodede er en af de første, der aflægger vidnesbyrd om fredagens drab. Det har ikke været muligt at efterprøve hans beretning hos uafhængige kilder, men andre yazidier samt irakiske embedsmænd har fortalt i detaljer om et angreb fra IS på landsbyen.

”Først ville de have os alle sammen til at konvertere til islam, og det sagde vi ja til for at redde livet. Vi var alle meget bange,” siger Khodede fra sit hospitalsleje i byen Dohuk i den delvist selvstyrende kurdiske region i det nordlige Irak.
Dohuk huser nu tusindvis af flygtninge fra det irakiske mindretal yazidierne, som er dem, der har betalt den højeste pris for den Islamiske Stats ambitioner om at flytte grænserne i Mellemøsten.

”Så sagde vores sheik: ’Jeg vil ikke konvertere til islam’. Og så samlede de os i landsbyens skole,” fortæller øjenvidnet.

Mændene blev placeret på førstesalen og kvinderne på etagen over, efter at beboernes penge og guldsmykker var blevet taget fra dem. Værdierne skal formentlig finansiere IS’ videre aktiviteter.

Så blev yazidierne læsset på minibusser i grupper på mellem 10 og 20 og transporteret ud af landsbyen. De fik at vide, at de ville blive bragt til Sinjar, som er deres trosretnings hjemsted.

Køretøjerne standsede pludselig, og krigerne åbnede ild uden at advare.

”De begyndte at skyde løs på os. De var tungt bevæbnede med noget i retning ad maskingeværer. Jeg blev ramt i benet og i bækkenet,” fortæller Khodede og viser sine sår.

Yazidierne følger en religion fra gammel tid, der trækker tråde til både den persiske zarathustra-religion og islamisk sufisme. De indgår i Iraks kurdiske samfund og har før været ude for undertrykkelse. Mange af deres landsbyer blev ødelagt, da Saddam Husseins tropper forsøgte at knuse kurderne. Nogle af dem blev bortført af den henrettede eksdiktators efterretningsagenter.

Alt dette var dog for intet at ligne mod IS’ raseri. Denne væbnede militante gruppe har udråbt et kalifat i de dele af Irak og Syrien, som gruppen kontrollerer.

For at overleve måtte Khodede gemme sig under venner og naboers døde kroppe. Han og hans folk har hele deres liv fulgt den gådefulde yazidi-tro, som krigerne fra IS fordømmer som ”djævletro”. Efter at have forsøgt at ligge ubevægelig i en times tid, øjnede Khodede kurdiske krigere i det fjerne, idet han så ud ad mellemrummene mellem ligene.

Der var ikke tale om de irakisk-kurdiske krigere, som har haft kontrol over byer og landsbyer i nord i årevis efter Saddams fald i 2003. De kurdiske krigere var kommet fra Syrien, da de hørte, at andre kurdere var i gang med at blive drevet på flugt i nabolandet Irak af krigere fra IS, som indtog og for en tid holdt en række byer, et oliefelt såvel som landets dæmning. De syrisk-kurdiske tropper rensede Khodedes sår og bragte ham til et hospital o Syrien og siden tilbage til Irak.

Andre var mindre heldige end han.

”Islamisk Stat bortførte 400-600 mennesker fra vores landsby, de fleste af dem kvinder og børn. De dræbte de fleste mænd,” fortæller Khodede fra skadestuen på det hospital, han ankom natten til i mandags. Hans onkel og hans søster sidder ved hans side. Blodet drypper fra ham ned i en pose, der hænger ved sengens side.

Midt i kaosset og panikken efter den seneste offensiv fra IS’ side svirrer rygterne om de bortførte yazidi-kvinders skæbne. Som regel omtales de som ”slaver” for IS. Nogle yazidier tror, at den væbnede gruppe holder hundredvis af mennesker fanget på et sted i nærheden af byen Tal Afar.

Khodede spekulerer på, om hans familie mon er der. Hans tre børn, hans hustru og hans mor blev bortført sammen med hundredvis af andre, blot fordi deres landsbyleder var genstridig.